Ordene der blev til virkelighed

Vi gjorde det. Endelig. Renault ZOE. Vi købte den.

Indtil nu har det bare været ord. Ikke tomme ord, slet ikke. Det måtte ske. Men det var først nu det skete. Ordene blev til virkelighed, og virkeligheden kom til os.

Eller rettere: Den kommer til os, for vi henter den på torsdag. To dage har vi, før virkeligheden indfinder sig.

To dage. Og bekymringerne er allerede begyndt at snige sig ind i mit sind, vedvarende, stædigt, anmassende. Irriterende. Vil IEC Type 2-laderne blive, eller vil Combo 2 overtage ligeså langsomt og efterlade os i et strømløst tomrum? Hvorfor er der fejl på så mange af Clevers Type 2 ladestandere for tiden? Hvor langt kan vi køre på en opladning? Er turen til Nordjylland hurtigere end med offentlig transport? Og billigere? Løber vi tør for strøm undervejs? Har vi købt os til ultimativ frihed og en bedre verden, eller har vi givet køb på begge dele?

Det er helt sikkert nemmere at anskaffe sig en benzin-bil, langt nemmere. Her ved man på forhånd at man handler skidt - økonomisk, miljømæssigt, socialt, ja, på næsten alle fronter. Det eneste positive man køber er friheden. En elbil, det er straks sværere. Her ved man ikke om man køber frihed; miljøet bliver belastet, betragteligt endda; socialt køber man sig til en boble i det offentlige rum; og økonomisk set er man ikke bedre stillet end benzin-bilen.

Så hvorfor så købe en elbil?

Det handler om drømme. Drømmen om en bedre verden. Drømmen om at kunne køre på energi fra vindmøller. Drømmen om den rene by. Drømmen om at vores børn ikke skal indhylles i udstødningsgasser fra benzin-bilerne på vej til børnehave. Drømmen om ikke at efterlade sig fodspor her på jorden.

Og det handler om håb. Håbet om at andre vil gøre som én selv. Håbet om at man kan være med til at vise vej. Den rigtige vej.

Og endelig handler det om samvittighed. Sindsro. Vil man kunne se sine børn i øjnene, når man bliver gammel og de spørger os hvorfor vi blev ved med at køre ud af denne tangent med 200 km/t, når vi udmærket godt vidste hvilke katastrofer det ville føre til? Vil man kunne møde deres blik og med stolt stemme svare: "Jeg forsøgte. Jeg gjorde hvad jeg kunne og valgte ikke den nemme løsning, som de fleste andre." Når de står i problemer til op over halsen...

Det er det det handler om! Det er sagens kerne. Det handler ikke om afsavn. Det handler ikke om bekvemmelighed. Det handler om at gøre det rigtige. At gøre det. Gøre. Det.

Walking the talk!