Lang tur #2 (og nødtvungen effektiv opladning)

Vi var for et par uger siden i København. Vi tog færgen fra Aarhus til Sjællands Odde og kørte til Roskilde. Her kørte vi til midtbyen og ladede (teoretisk belejligt) op et par hundrede meter fra Roskilde Domkirke. Teoretisk, fordi vores søn faldt i søvn på vejen og således skulle passes under opladningen. Ikke desto mindre fik vi på skift set kirken med vores datter - som til gengæld fik den set to gange.

Herefter trillede vi til Amager, hvor en kammerat kørte os på rundtur på øen. (20-30 km var tilsyneladende nok til at blive forelsket i bilen). Herefter lod vi ZOE'en overnatte i fred.

Ideen var nu at køre til Roskilde igen på vej til færgen; men ak, tingene går sjældent som man planlægger dem, og som et jødisk ordsprog lyder, så planlægger mennesker, mens Gud ler. Og således leende kom vi 40 minutter for sent afsted.

Hvordan indhenter man 40 minutter i elbil, mens der øser ned og trafikken selv på motorvej kører trægt? Man kører selvfølgelig til en 43 kWh ladestander og får skudt strøm i bilen med over 300 km/t.

Men mennesker planlægger, mens Gud ler, og således kunne vi ikke få ladestanderen til at lade. Heldigvis var der rigeligt med 22 kWh standere på P-pladsen, så uden andre muligheder jog vi stikket i en af dem. Nu var gode råd pludselig dyre, for vi havde ikke tid til at vente på en fuld opladning.

Man kan lade en ZOE fra 0 til 80% på 40 minutter på en 22 kWh stander, men da vi havde hele 40% tilbage i tanken kunne vi nå op på 80% på 20 minutter. Det kunne dog ikke bringe os hele vejen til færgen, men det fik os på den ide at lade hurtigt til 70%, nok til at nå til Holbæk, hvor vi igen kunne spæde (hurtigt) til.

Således til 70% på 15 minutter kørte vi til Holbæk, hvorefter vi havde 10% tilbage. Her tog vi 20-25 minutters ladning til 50% (mens børnene fik en belejlig pause), hvorefter vi drønede til færgen. Den var (og nu var Gud stoppet med at le og havde ladt os i fred) 15 minutter forsinket, hvorfor vi ankom til færgen 10 minutter før den sejlede. Med hele 22 km tilbage i tanken. (Vi havde brug for ~10 km for at komme hjem fra færgen).

Pyh! :-)

Når jeg fortæller historien videre til bekendte forsøger jeg at overbevise dem om at problemet ikke (kun) var elbilen og opladning, men mere det faktum at vi kom alt for sent afsted. Og at man i en benzinbil jo også ville være udsat for lignende problemer, når man kommer så forsinket afsted, da man jo her planlægger med benzinbilens hastighed. 40 minutter er trods alt meget at hente, selv i benzinbil.

I virkeligheden er vi ganske positive over turen, hvor vi jo fik vist at Clevers netværk af ladestandere er ganske imponerende efterhånden, og at man med lidt snilde kan komme ret hurtigt omkring i Danmark.

Og endnu en gang ros til ZOE, som på overbevisende vis guider os med hvor langt vi kan køre med det tilbageværende strøm i tanken.

Erfaringer med mormorkabel

Tro ikke du bare kan tage afsted i din ZOE og gæstelade, når du er ved at løbe tør for strøm. Først og fremmest tager det et døgn at lade den fuldt op. Det gør man selvfølgelig aldrig; man vil lade nok op til at nå til nærmeste ladestander. Men blot ti procent tager timer, så man skal være tålmodig. Det er man selvfølgelig, hvis man gæsteoplader hos sin mormor; men man skal så drikke rigelig med kaffe og spise rigelig med kage, før man kommer videre. (Og det gør vi selvfølgelig så.) For det andet er det langt fra sikkert man kan få den til rent faktisk at oplade, dér hvor man kommer hen. Vi var på campingplads. Her kunne vi ikke oplade fordi der ikke var jord i stikkene. Så var vi nordpå hos mine forældre. Her forsøgte vi indtil flere stikkontakter i to huse, indtil vi fandt en kontakt (på badeværelset), hvor vi kunne lade. Så stikket ind gennem åbent vindue på badeværelset om natten lykkedes det. Man skal ikke kimse af mormorkablet, for det var helt nødvendigt nordpå, hvor Clever endnu ikke har ladestandere til ZOE'en - og det kom jo faktisk til at virke. Men man skal heller ikke regne med at man bare lader, hvor end man kommer frem.

Ro på

I dag mødte jeg to flinke og rare mennesker, mens jeg ladede ZOE'en op. Den ene var lastbilchauffør, og vi kom i interessant samtale om stort og småt. Et af samtaleemnerne, som jeg vil fremhæve her, var hans holdning til hvad jeg vil kalde "ro på" i trafikken såvel som i andre aspekter af vores liv.

Lad os her blot diskutere "ro på" i trafikken. Hans grundholdning var at vi generelt har alt for travlt. Ro på, vi skal nok nå det hele. Da jeg nævnte for ham at jeg skulle lade en halv time for at nå de 90% svarede han ganske kort: "Skønt!"

Og det er i virkeligheden så simpelt. Han nød at vente en halv time et sted, drikke en kop kaffe og komme i snak med folk eller blot nyde solen alene. For ham var det en livsstil. Hvis man ikke har ro nok på til at kunne nyde en times ophold i ny og næ skulle man hellere overveje om man var på rette spor her i livet.

Jeg er stor tilhænger af den tankegang. Selvfølgelig er der ting man skal nå, men for det meste bør vi have god tid - og tid nok til ophold her i livet (og specielt i trafikken).

Han arbejdede selv fra han stod op kl. 4:30 til 16-17 Men han nød det, og han kørte med så meget "ro på" at han ikke var træt når han kom hjem. Dermed kunne han også nyde fritiden med kone, hus og have.

Nuvel. Det er umiddelbart meget teoretisk. Men for nu at tage et praktisk eksempel: Skulle akut til Aalborg i morges og valgte motorvej for at komme hurtigere frem. Brugte en halv time på at lade op hos Shell Nørager (og fem minutter ekstra på at afslutte ovennævnte interessante samtale), og dermed tog det omkring halvanden time i alt. Nåede frem i god tid med "ro på" og fuld af overskud. Havde jeg været i benzinbil kunne jeg gøre det på noget under en time (og sikkert også med "ro på"), men så i hvert fald med en oplevelse færre. :-)

En note om folks holdning til elbiler

Den mest udbredte holdning til elbiler er at man generelt er positiv, men ikke selv kan leve med den begrænsede rækkevidde. Man opfinder undskyldninger, som i langt de fleste tilfælde ikke er reelle, men indbildte/ønskværdige.

Når jeg taler med andre om vores ZOE og viser den frem er folk rigtig positive og synes det er "super fedt" at vi gør det. Og herfra deler vejene sig til dem der reelt overvejer at det skal være deres næste bil, og så dem der finder på undskyldninger. Undskyldningerne er sommetider reelle, men i langt de fleste tilfælde, hmm, undskyldninger:

1) "Vi kan ikke leve med ikke at kunne køre til X uden ophold." Til det er der kun at sige: Jo, det kan I.

2) "Der er ikke plads til en barnevogn i en elbil." Har hørt dette udsagn som et reelt problem fra en familie med folkeskolebørn.

3) "Vi kan ikke køre til grænsen og handle." Til dette er der også kun én til at sige: Hvis I vil kunne gøre det uden ophold så køb en Tesla; eller bedre: Lad være!

4) "Vi kan ikke køre til Italien i sommerferien". Jo, I lejer bare en benzinbil. Eller bedre: Tag toget.

Men som sagt er de fleste folk rigtig positive. De gør det bare ikke selv.

Lidt håb for fremtiden er der dog: Da vi kom hjem fra vores miniferie hørte jeg tre unge børn udbryde "Nu er elbilen der igen!" da de fik øje på ZOE'en på parkeringspladsen. Næste generation bilkøbere. Skønt! :-)

Renault ZOE og rækkevidde

Lad det være sagt med det samme: Vi er meget imponerede over ZOE'ens rækkevidde! Vi var nu kørt i den i tre uger henover sommeren, og her har den holdt alt hvad den har lovet - og mere til!

Den startede med konservativt at vise 130 km rækkevidde på fuld opladning. Efter en uge var det steget til 150 km. En uge efter til 170 km, og nu - tre uger efter anskaffelsen - viser den 194 km.

194 km er nok en smule optimistisk, men med de erfaringer vi har gjort os indtil videre virker 170 km faktisk ganske realistisk. Den er blevet kørt under forholdsvis gode omstændigheder, dog, med temperaturer på 15-25 grader (men med godt drøn på air condition) og i både regn- og tørvejr; men den har faktisk opnået omkring 170 km hver gang. Imponerende!

Nu venter vi bare på at kunne gøre os erfaringer med efterårs- og vintervejret, hvor rækkevidden helt sikkert er en anden.

Det skal retfærdigvis siges at vi har kørt den som den gerne vil køres, dvs. pæn men ikke for hurtig accelleration, rigelig med brug af motorbremse ned ad bakke og før lyskryds, og ikke for høje hastigheder ("kun" 75 km/t, når der ikke var bagvedliggende bilister). Men alt dette passer til vores temperament, og vi kan kun opfordre andre bilister til at tage ved lære af "ZE-kørslen".

Alt i alt har ZOE'en indtil videre indfriet alle vores forventninger - og mere til. Faktisk har vi ladet os imponere mange gange allerede.

Første vellykkede ferie

Campingtur vel overstået. Vi kørte først fra Aarhus til Hobro (60 km). Vi havde rigeligt med strøm tilbage, men lavede en fuld opladning så vi efterfølgende kunne køre fra Hobro til Lagunen Camping (69 km) og derfra til Shell Nørager (58 km) nogle dage efter på én opladning.

Det viste sig at vi ikke kunne lade op på campingpladsen, da de ikke havde jordstik. En anden mulighed var så at køre til en af de spritnye ladere i Aalborg (så dem først på campingferien) (35km), men det ville være en omvej.

Men hvor utroligt det end lyder havde ZOE'en hele 110 km tilbage i tanken da vi nåede Lagunen, dvs. den havde kørt 69 km og havde 110 km tilbage. Vi var tre voksne og to børn samt et pakket bagagerum i bilen, men måske hjalp medvinden os på vej?

Nuvel. Således opløftet udlånte jeg bilen til en prøvetur på 6 km, hvilket resulterede i at vi havde 104 km tilbage da vi skulle hjem.

Vi havde nu modvind, og jeg konstaterede et notabelt højere energiforbrug. Fuld udblæsning på air condition pga. varmen. Men vi skulle jo også kun 58 km.

Alligevel holdt jeg godt øje med kilometertallet på skærmen. Vi skulle jo nødig løbe tør ude på landet.

Men ZOE'en holdt fanen højt, og vi ankom til Shell Nørager med 40 km i tanken, hvilket igen var over al forventning. Dér ladede vi til 99% på en time mens børn og svigerforældre hyggede sig på McDonalds' legeplads.

Motorvej hjem, og en første vellykket ferie med ZOE'en var i hus. Vi er meget imponerede af ZOE'en!

Det har virkelig vist os hvor nemt det er at komme rundt i Danmark med en elbil, og vi tøver ikke længere med at begive os "på eventyr".

Første udfordring

Første udfordringen nærmer sig. Campingtur med familien. Fra Aarhus til Hals.

Vi kan lade i Hobro, hvilket sagtens kan bringe os til Hals. Men i hele Nordjylland er der ikke en eneste Type 2 lader, så vi får svært ved at komme hjem igen.

Heldigvis har vi fået vores mormorkabel; men hovedafbryderen valgte at gribe ind efter blot 1 sekunds ladning derhjemme.

Javel. Mormorkablet kræver en gruppe på 16A med nok jord. Jord er ofte ikke problemet, men gruppen med 16A er oftest køkkengruppen, som ikke umiddelbart er tilgængelig at koble bilen til. Det var dér vi dummede os og ignorerede de to sider med advarsler, der fulgte med kablet. Heldigvis sprang ingen sikringer.

En campingplads må dog have en dedikeret 16A gruppe et sted, så vi (læs: jeg) satser hele butikken. Hvis det fejler er backup-planen at trille til Shell Nørager på vej hjem, som dog har haft en noget ustabil 22 kWh oplader. Og ellers, hvis alt andet fejler, må svigerfamilien skubbe de sidste par km til Hobro for at lade dér. ;-)

De andre

Hvad er der gået galt? Med "de andre"? Hvorfor ophæves moralen, når man sætter sig bag et rat. I en bil. Hvorfor sætter man andres liv på spil for at opnå marginale tidsmæssige gevinster? Handler det om tid - eller om noget helt andet?

Bilen er blevet symbolet på den ultimative frihed. Så længe der er benzin i tanken kan man altid flygte. Hvorhen man vil. Når man vil. Hvis det skulle blive nødvendigt. Et symbol. På flugt.

Nej. Ikke på flugt; ikke på flugten i sig selv, men på muligheden for den.

Når vi sætter os bag rattet i bilen flygter vi. Vi flygter fra hinanden. Vi udelukker hinanden fra hver vores verden; vi skaber hver især en social boble, som ophæver de normer, vi normalt lever efter. Dér bag rattet bliver vi ikke konfronteret med andre mennesker, vi konfronteres med andre bobler.

For en boble gælder naturligvis andre spilleregler end for mennesker. Derfor tillader vi os også en hel del mere i vores færden end vi ellers ville have gjort.

Vi tillader os at larme. Vi tillader os at være til besvær. Vi forurener. Vi langer ud efter hinandens bobler. Vi sætter andres bobler på spil.

Vi er jo trods alt beskyttet af vores egen boble.

For nylig var ZOE'en på landet. Den forcerede forsigtigt det kuperede landskab. Skarpe sving. Manglende midterstriber. Den smalle vej gav kun nødig plads til to biler ad gangen.

En BMW havde lagt sig bagved, og her lå den og udviste en vis utålmodighed. I 30 sekunder. Så besluttede den sig for at overhale lige før en bakketop, uden mindste udsyn. Den ville have lavet et modbydeligt frontalangreb på en stakkels modkørende, hvis ikke det var fordi Politikens barometer over trafikdræbte (dødsbarometeret) vægrede sig mod at blive overophedet.

ZOE'en vægrede sig heldigvis selv mod trafikulykker næste dag, da den besindigt holdt sig bag to cyklister på landet på vej over en bakketop. Dobbelt optrukne midterstriber pga. manglende udsyn. En overhaling ville være russisk roulette med cyklisterne og modkørende.

En mørkeblå stationcar havde lagt sig bagved, tilsyneladende indforstået med risikoen. Men da ZOE'en ganske kort tid efter drejede ned ad en sidevej kom utilfredsheden til udtryk med flere dyt og fingeren fra medpassageren. Begge to midaldrende mænd.

Jeg blev selv noget chokeret, men min egen medpassager - en noget mere erfaren bilist - valgte at bryde ud i højlydt latter over det ironiske i situationen: Den nye bilist, der endnu tager hensyn til sine omgivelser, bliver straks sat på plads af de andre bobler.

Boble, kend din plads! Følg strømmen!

Drømmen blev til virkelighed

Drømmen er blevet til virkelighed. Eller også er virkeligheden blot en drøm. Sådan føles det i hvert fald at køre i vores Renault ZOE. Den kører som en drøm. Det er som at stige ind i noget som ikke hører nutiden til. Den svagt summende lyd af strømmen fører os hver gang et skridt ind i fremtiden.

Men fremtiden er virkelig, ligeså virkelig som drømmen.

Vores Renault ZOE har allerede kørt 175 km. Vi spædede en halv times strøm til hos forhandleren (kun 11 kwh), men havde 15 km tilbage i tanken, da vi gav den sin første fulde opladning på Clevers tankstation. Mit indtryk er at den har kørt omkring 170 km på en opladning, hvilket er over al forventning. Godt gået, Renault! (Og et skulderklap til den ydmyge chauffør ;)

Lad det være sagt med det samme: ZOE'en er utrolig letkørt. For en ny bilist er det en drøm. At køre i en by som Aarhus kræver fokus, men med en gearløs bil er det nemt at have fokus på rette sted, nemlig på trafikken.

Den automatiske regenerering af batteriet fungerer også rigtig godt. Motorbremsen udøver sin magi ved hvert lyskryds, og når det går ned ad bakke suger batteriet grådigt energien ud af bremsen. En nedkørsel kan sagtens give et par kilometer mere i tanken. (Men hertil skal det dog indføjes, at hvad der går ned går også op, så vi nøjes for det meste med status quo).

Det er dog ikke alle der lever i fremtiden (eller i vores drøm). Andre billister har generelt svært ved at forstå at i fremtiden regenererer man tabt energi i stedet for at varme for fuglene (og vores børnebørn), og det har allerede forårsaget utålmodige miner fra flere billister, som hellere kører frem mod vejkryds med fuld fart og først i sidste øjeblik mener det nødvendigt at bremse bilen.

Jeg vil tro andre bilister langsomt må vænne sig til at vi lever i forskellige tidsaldre hver især.

Men mere om andre bilisters færden i et senere indlæg. De af læserne der tilhører "andre bilister" kan for egen selvrespekts skyld have fordel af at springe det indlæg over og blot se det som en parentes, en indskudt sætning; for det bliver ikke en hyldest til dem af "de andre" danske bilister. Slet ikke.

Skønne drømmerier

Vi har skiftet energiselskab til Vindstød. Et klik, to indtastninger, og opladning af elbilen om natten med strøm fra vindmøller. En lidt forsimplet virkelighed, selvfølgelig, men dog støtter vi i hvert fald opbygningen af elproduktion fra vedvarende energikilder og bevæger os et lille skridt i den rigtige retning.

Når vi nu er ved drømmerierne kan man ligeledes forestille sig, at man - når batteriet når under en vis kritisk kapacitet - "genbruger" dem til f.eks. husstande, der har monteret solpaneler. Hvad man ikke får brugt af strøm om dagen kan således lagres i batteriet til brug om aftenen og natten. Og så betyder det pludselig ikke alverden om batteriet kun har 70% kapacitet af originalen.

Javel, skønne drømmerier, men... alligevel... :-)

Ordene der blev til virkelighed

Vi gjorde det. Endelig. Renault ZOE. Vi købte den.

Indtil nu har det bare været ord. Ikke tomme ord, slet ikke. Det måtte ske. Men det var først nu det skete. Ordene blev til virkelighed, og virkeligheden kom til os.

Eller rettere: Den kommer til os, for vi henter den på torsdag. To dage har vi, før virkeligheden indfinder sig.

To dage. Og bekymringerne er allerede begyndt at snige sig ind i mit sind, vedvarende, stædigt, anmassende. Irriterende. Vil IEC Type 2-laderne blive, eller vil Combo 2 overtage ligeså langsomt og efterlade os i et strømløst tomrum? Hvorfor er der fejl på så mange af Clevers Type 2 ladestandere for tiden? Hvor langt kan vi køre på en opladning? Er turen til Nordjylland hurtigere end med offentlig transport? Og billigere? Løber vi tør for strøm undervejs? Har vi købt os til ultimativ frihed og en bedre verden, eller har vi givet køb på begge dele?

Det er helt sikkert nemmere at anskaffe sig en benzin-bil, langt nemmere. Her ved man på forhånd at man handler skidt - økonomisk, miljømæssigt, socialt, ja, på næsten alle fronter. Det eneste positive man køber er friheden. En elbil, det er straks sværere. Her ved man ikke om man køber frihed; miljøet bliver belastet, betragteligt endda; socialt køber man sig til en boble i det offentlige rum; og økonomisk set er man ikke bedre stillet end benzin-bilen.

Så hvorfor så købe en elbil?

Det handler om drømme. Drømmen om en bedre verden. Drømmen om at kunne køre på energi fra vindmøller. Drømmen om den rene by. Drømmen om at vores børn ikke skal indhylles i udstødningsgasser fra benzin-bilerne på vej til børnehave. Drømmen om ikke at efterlade sig fodspor her på jorden.

Og det handler om håb. Håbet om at andre vil gøre som én selv. Håbet om at man kan være med til at vise vej. Den rigtige vej.

Og endelig handler det om samvittighed. Sindsro. Vil man kunne se sine børn i øjnene, når man bliver gammel og de spørger os hvorfor vi blev ved med at køre ud af denne tangent med 200 km/t, når vi udmærket godt vidste hvilke katastrofer det ville føre til? Vil man kunne møde deres blik og med stolt stemme svare: "Jeg forsøgte. Jeg gjorde hvad jeg kunne og valgte ikke den nemme løsning, som de fleste andre." Når de står i problemer til op over halsen...

Det er det det handler om! Det er sagens kerne. Det handler ikke om afsavn. Det handler ikke om bekvemmelighed. Det handler om at gøre det rigtige. At gøre det. Gøre. Det.

Walking the talk!